1. Patienten informeres nøje om relevant anatomi/fysiologi, lungesygdomens årsager og følger samt dens kroniske natur. Patienten skal have mulighed for at få spørgsmål besvaret. Benytter patienten spraymedicin, bør sprayteknikken efterprøves.
2. Monter en modstand på inspirationssiden (den blå studs). Masken holdes tæt over næse og mund. Vejrtrækningen skal være rolig ikke forceret. Fysioterapeuten kan med en hånd på epigastriet sikre sig, at diafragma er aktiv ved indånding.
3. Ved udånding trækkes epigastriet ind, hvorved diafragmas stilling er optimal til næste indånding. Eksspiratorisk modstand 3,5 - 4 mm letter dette (påmonteres den hvide studs).
4. Inspirationsmodstanden (monteret på blå studs) skal i hele træningsforløbet være submaksimal. Kan patienten ubesværet benytte RMT-sættet i 2 minutter, skal modstanden øges ved at bruge en inspirationsmodstand med en mindre diameter.
Ved diafragmasvigt kan brug af auxiliære respirationsmuskler tillades 1 til 2 gange i løbet af et 2-minutters-træningsinterval. Der skal kontinuerligt føres kontrol med behandlingsresultaterne. Aktionsradius testes ved trappegang, gangsdistance eller på ergometercykel (med stopur). Et let program med styrkeøvelser for fod- og benmuskler samt for nakke- og skulderparti bør supplere RMT.
5. Patienten skal træne med RMT-sættet i intervaller på 5 gange 2 minutter, i alt ca. 10 minutter, 3 gange dagligt. Den inspiratoriske modstand justeres hver 14. dag i 6 uger, derefter 1 gang månedligt. Det optimale behandlingsforløb strækker sig normalt over 3 måneder, hvorefter patienten fortsæter behandlingen alene med sit personlige RMT-sæt.
6. Udgangsstillingen for RMT tilpasses den enkelte patient. Bemærk at kroppen skal holdes lige så diafragmas bevægelsesudslag ikke hæmmes unødigt.